Ensomhed ved studiestart

IMG_2307

Der er sikkert mange, som lige nu sidder med gigantiske tømmermænd efter en rusuge med mange nye mennesker og obligatorisk ølbowling på tid. Så sidder der måske nogle, som slet ikke har mødt deres nye studiekammerater endnu, og så er der dem, der bare begynder i vante omgivelser igen. Uanset hvem man er, så bliver det nok ikke lutter glade dage, men særligt hårdt bliver det for dem, som begynder helt på ny.

Da jeg startede på psykologi for to år siden, synes jeg ikke, at rusturen var det fedeste, jeg fik ikke nye venner på et splitsekund, og jeg var ret ensom. Og når man er ensom, så føles det lidt som en ond cirkel, hvor jo mere ensom man føler sig, jo sværere har man ved at få venner. Ensomhed kan føles som sådan en slags sygdom, der er synlig for alle, og som man for alt i verden gerne vil undgå at blive smittet med. Som virussen i zombieapokalypse hvor en gruppe holder sammen mod alle de andre, der helst skal udryddes, eller i hvert fald holdes på så lang afstand som muligt. Ensomhed tærer indefra og kan æde én op, og følelsen, som nærmere er en tilstand, er uendeligt svær at slippe af med igen.

Nogle mennesker får venner hurtigt og naturligt ved nye begyndelser, og for disse er studiestart selv sagt en eventyrlig rejse. Jeg har aldrig haft decideret svært ved at få venner, og derfor var det også overraskende for mig, at jeg ikke kunne finde nogle på mit studie. Det tog mig ca. et halvt år at få en rigtig god ven, og det tog et år at få en lille gruppe piger, som jeg ses med i en madklub en gang om måneden, og som jeg følges med til forelæsninger osv. Og jeg er glad nu, for jeg har accepteret, at jeg ikke er den type, som alle vil dø for at hænge ud sammen med, og at det faktum faktisk er helt okay, når man har mange andre glæder i sit liv. Selvom jeg kan tælle mine veninder på én hånd, og jeg ofte tager mig selv i at være misundelig på mine gamle gymnasieveninders store nye vennekredse, så er jeg godt tilfreds med mit liv. Jeg føler mig taknemmelig over at læse et latterligt spændende fag, jeg har nogle gode jobs, jeg har en kæreste, og jeg har lige været på en mega fed ferie.

Det er ikke engang, fordi jeg så kan blære mig med, at jeg hellere vil have få, men rigtig gode veninder, for de fleste veninder jeg har, ser jeg ikke særlig ofte. Men det gør det jo ikke til dårlige venskaber, det gør bare, at man har mere at snakke om, når man så ses, og at man ikke bliver trætte af hinanden. Jeg synes virkelig, at det meste af vores samfund er åndssvagt, for man bliver hele tiden slået i hovedet med uopnåelige idealer, og et af disse er, at man helst skal være så populær som muligt, og at venner er det bedste, der kan ske for én. Det gør mig så sur, når reklamer iscenesætter, hvordan ideelle venskaber skal se ud, for det er utopi for rigtig mange mennesker, unge som gamle. Der skal ikke meget til for, at ensomheden langsomt kryber ind på én, og helt ærligt er jeg ikke bleg for at indrømme, at jeg på trods af fast kæreste har følt mig ensom stort set hele det første år af mit studie. Og jeg føler mig ovenikøbet heldig, at det kun varede et år og var betinget af studiestart, for mange er ensomme gennem hele livet.

Men som med alt andet, så bliver det meste bedre over tid, så hvis man i morgen ikke med det samme har kemi med hele sin nye klasse, så skal det nok gå, og du er helt sikkert ikke ene om at føle dig alene. Og hvis du på ingen måde kan nikke genkendende til noget af ovenstående, så skal det helt sikkert nok gå, for så er du én af dem, der bare kommer nemt til tingene. Lucky bastard! 😉

Advertisements

24 thoughts on “Ensomhed ved studiestart

  1. Åh sådan havde jeg det også da jeg startede på psykologi for to år siden – blot på AU. Dels fordi jeg kom på et hold, hvor over halvdelen selv tumlede med anoreksi, bulimi, angst, depression og ADHD. Og ikke sagt at man ikke kan være venner med folk med den slags indre tumlerier, jeg kunne bare ikke komme ind på dem. Jeg havde svært ved at finde noget vi kunne være fælles om og måtte derfor også sande, at de ikke rigtig blev mine venner. Kemien var der bare ikke. Hvilket uden tvivl var med til, at jeg valgte at droppe ud godt 9 måneder senere – for jeg var ensom, og man havde så få timer på uni at det oven i købet var svært at finde andre relationer. Og så er man jo overladt til sig selv og bøgerne godt 80% af tiden. Og da jeg så ikke fandt det så spændende igen, så måtte jeg jo droppe ud.

    Jeg er dog blevet væsentlig gladere siden mit dropout, hvor jeg siden er startet på informationsvidenskab, hvor faget passer bedre og vi ser hinanden en del mere. Er glad for at du fandt nogen at holde sammen med til sidst. Det er fandme ikke sjovt at være ensom.

    • Det lyder også som en rimelig ekstrem studiestart! Og hvor er det dejligt for dig, at du har fundet din rette hylde 🙂

  2. Virkeligt dejligt indlæg. Og jeg tror det hjælper rigtig mange at læse det. Jeg er ikke selv den, de fleste vil hænge ud med på mit studie, men det bunder (måske) i, at jeg er hende med børn, som ikke skejer helt vildt ud til festerne. Så jeg har egentlig selv trukket mig lidt, og nyder at have de venner jeg heldigvis har udenfor studiet 😉

  3. Tak Emma! Tak for at skrive et indlæg og lade mig vide at jeg ikke er alene om følelsen af ikke at have nogen på sit nye studium. Og hvor er det SÅ mega sejt at du står frem og fortæller det – jeg var ensom i omkring et halvt år i gymnasiet, og hold op hvor jeg håber at jeg aldrig kommer til at opleve det igen. Jeg synes virkelig det er sejt gået at du tør sige det højt.
    Tak!

  4. Well said, du ved jo at jeg havde det på samme måde dengang vi startede, (vi var der jo sammen kan man sige), så jeg var da glad ved at have en så sød som dig at snakke med, og en hel revy fyldt med glade mennesker 🙂
    Alligevel, vil jeg dog ikke benægte at venner er noget af det vigtigste for mig i verden, ikke pga. reklamer eller andet gøjl, men fordi socialt samvær og hygge gør mig mest lykkelig 🙂
    Jeg tror det hele er en prioriterings sag, for nogle mennesker er kærester vigtigste, for andre arbejdet og for en del vennerne.

    • Jeg tror, venner er vigtige for alle. Nogle har bare sværere ved det end andre, men det tror jeg ikke skyldes, at de underprioriterer det 🙂 men det jeg mente med reklamer er ikke så meget det med at have venner (det vil alle jo ha’!), men mere hvordan venskaberne så skal være 🙂

  5. Åh, jeg syntes godt nok også, det var svært at begynde på studie! Den første dag faldt jeg i snak med en fyr, og vi blev sindssygt gode venner på rekordtid, og senere blev vi også kærester. Men det gjorde lidt, at vi ikke kom så godt ind på de andre, og jeg følte mig virkelig udenfor, når de andre piger havde komsammener.
    Med tiden kom jeg dog også ind på pigerne, og et år senere er jeg ikke længere kærester med ham fyren, men vi er stadig bedste venner – og venner med en masse andre fra studiet også.
    Det tager virkelig tid. Og jeg er glad for, at du altid er så ærlig i dine indlæg om emner, der godt kan virke ret svære.

    • Piger kan være så tarvelige og klike-orienterede, at man tror, det er lyv. Fejligt du har det godt nu, og ja for nogen så tager det bare noget tid 🙂 og tak ❤

  6. Helt vild fint indlæg, og super relevant!
    Det kommer faktisk bag på mig at du ikke er den populære pige… Jeg vil i hvert flad gerne hænge ud med dig. Du er pæn, og sjov, og intelligent og formår altid at se det skæve i hverdagen 🙂

    • Hvor er du bare alt for sød, Trine! Du virker helt sikkert som én, jeg også gad at hænge ud sammen med på trods af, vi er så forskellige steder i livet! 🙂

      • Det er faktisk sjovt det der med at være forskellige steder i livet. Jeg tillægger det ikke ret stor værdi, og tænker kun sjældent over forskellen på fx. dig og mig. Nu “kender” du mig selvfølgelig via bloggen og ved jeg har børn, at jeg bruger mine aftner på små kreaprojekter og at jeg går (alt for) meget op i min garderobe. Men når folk møder mig “i det virkelig liv” tror jeg faktisk det er et andet billede de ser, og ofte bliver folk overraskede over at jeg lever et forstadsliv med hus, mand, børn og bil.

        Det kan også være det er derfor jeg ikke selv tænker så meget over forskellen. Det vigtigste for mig er at der er plads i et venskab til at være forskellige steder. Jeg har måtte sige farvel til veninder fordi der ikke var plads til stille søndage i forstaden…

        … Nu ved jeg ikke helt hvad min tanke var da jeg startede kommentaren, så jeg stopper bare nu 😀

  7. Rigtig fint indlæg. Der er uden tvivl mange, som har det på samme måde, og det er modigt og flot, at du kan sætte ord på det 🙂 Jeg er selv typen med “få, men nære” venner, og det har jeg det rigtig godt med. I øvrigt synes jeg personligt ikke, at man kan måle venskab i, hvor ofte man taler sammen, men nærmere i, om man har noget at tale om, når man så taler.. Der kan godt gå uger, uden at jeg taler med mine bedste venner, for vi har jo alle hver vores, men det føles stadig “som igår”, når vi så taler sammen 🙂

    • Det har du ret i, selvfølgelig er venskaber på den måde forskellige, men hvis man ikke taler så ofte med sine venner, kan man nu godt føle sig hurtigt ensom – lige meget hvor meget kemi man har, når man nu så mødes 🙂

  8. Åh.. jeg havde et halvt år, hvor jeg arbejdede i rigtig lorte-jobs, inden jeg kom ind på mit daværende studie (nu jeg er i gang med et andet studie, men det er en anden historie). Jeg var simpelthen SÅ ensom! Flere fra min gymnasieklasse var flyttet til byen og så hinanden, men de inviterede aldrig mig, og jeg følte mig virkelig ekskluderet, og virkelig ensom.

    Det var så galt, at jeg endda prøvede at oprette mig på en hjemmeside, der hed venindeliv eller sådan noget – men det fik jeg ikke noget ud af. Jeg overvejede meget, om der mon var nogen foreninger, jeg kunne være med i. Ville ønske, jeg var religiøs, for så kunne jeg da i det mindste være med i noget Bibelgruppe. Haha. Ej men jeg var desperat, og det var en frygtelig og ganske hård tid. Heldigvis varede den kun et halvt år, men jeg tænker ofte på det, og får ondt i maven….

    Ingen fortjener at have det sådan!!!!

    • Det lyder hårdt! Min veninde havde det faktisk på helt samme måde – de gamle gymnasieveninder inviterede hende ikke længere til ting (heller ikke mig for den sags skyld), og hun gik i et halvt år og arbejdede og var utrolig ensom. Det er fandme ikke sjovt!

  9. Jeg tror vi er rigtigt mange der kender den følelse – og jeg synes simpelthen at du sætter det så godt på spidsen, når du skriver at alt jo ikke kan være en popularitetskonkurrence. Det lægger virkeligt et hårdt pres at man skal kunne rumme et meget stort socialt liv oveni ens helt eget liv. Kærligst J

  10. Du har virkelig fat i noget meget relevant og dog ret tabubelagt… Da jeg startede på mit studie i sin tid kom jeg i en læsegruppe, hvor folk ikke var særligt sociale. Så selv om jeg gerne ville skabe nye venskaber blev det ret svært, da de andre læsegrupper jo hang ud med hinanden, fulgtes til fester osv. Det betød at jeg simpelthen var nødt til at pakke min stolthed sammen og spørge folk, om jeg måtte følges med dem til rusfester og lignende. Men jeg følte mig ret ensom, for der var jo ikke nogen, der kom og spurgte mig af sig selv. Senere fik jeg dog venner på studiet, men ikke super tætte venner. Det er venner jeg ser engang imellem, men aldrig bare på tomandshånd. Og ud over studievenner har jeg to veninder tilbage, som tilgengæld er rigtig gode venner.
    Jeg misunder tit dem der har en hel flok venner. Der er virkelig få folk som jeg regner som rigtige venner. Og de fleste vil nok tro, at jeg også har en hel gruppe, men det er bare en facade. Jeg forsøger ihærdigt at se ud som om jeg har tjek på alt og har de folk i mit liv jeg har behov for.. Men kunne nu sagtens bruge et par ekstra veninder.. Det er bare så møg svært at få veninder – jeg kan sagtens finde drengevenner, men når det kommer til veninder bliver jeg bange for at spørge om de vil hænge ud el. lignende, hvis nu de skulle sige nej.
    Tak for at tage fat i et følsomt emne 🙂
    /Anne

  11. Jeg har heldigvis været heldig med de studier, jeg er startet, at jeg har fundet et sted at passe ind. Nu jeg også nær slut 20erne og er mere afslappet omkring det, det gør ikke så meget om jeg ikke nogle møder nogen – min kandidat tog jeg to semestre mere eller mindre selv, da min studieven startede på et job. Det betød ikke så meget der, det var så heller ikke lige stedet man møder mennesker, da det var en blandet forsamling til alle klasser og derfor ikke samme pres for ‘nu har jeg set dig 20 gange til samme fag – skal jeg sige hej?’.

    Jeg kender dog følelsen og den er bare skide svær. Jeg er heller ikke ret god til at få venner, jeg ved ikke om jeg virker afvisende eller måske bare som en sær snegl. Når jeg møder nye mennesker og jeg syntes de er spændende, så tænker jeg faktisk nok lidt, de har sikkert massere af gode venner og har nok at se til…som om der ikke er plads til mig. Jeg syntes dog nogle gange det kunne være rigtig rart at få flere nye venner og så for at få et andet blik på livet, igennem et andre sæt briller end ens egne.

  12. Pingback: Hej og velkommen til! | fuckingforvirret blog

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: