Ecuador #1

IMGP1057PicMonkey Collage7IMGP1177PicMonkey Collage3IMGP0840PicMonkey Collage9IMGP1034PicMonkey Collage1IMGP0916PicMonkey CollageIMGP1390

Ecuador er et land, hvor kontrasterne hersker og lever i bedste velgående. Kontraster mellem rig og fattig, moderne og oprindelig, jungle og bjerge, religion og frigjorthed. Disse kontraster fører til en splittelse mellem et hjertevarmt folk i et lille land, hvor den ene del er tilhænger af olieboringer i junglen, og den anden modstander. Mange indianere er tvunget til at se passivt til, mens deres kultur bliver overtaget af materialismen, hvor andre har som livsmål at få penge nok til at flytte til storbyen.

Hovedstaden, Quito, hvor jeg boede, har en population på 1.6 mio. mennesker. I Quito står familierne op om morgenen og går på arbejde, kommer hjem, laver mad og ser tv bagefter. De har en hverdag, de har iphones, de går i skole, og de er ligesom dig og mig. Og så alligevel ikke.

De lever i en by, hvor kriminaliteten er høj, hvor det ikke er trygt at gå alene på gaden om aftenen, og hvor man konstant skal være på vagt. På gaderne og i busserne vrimler det med gadesælgere. Børn. De sælger chips, snørebånd til sko, kuglepenne. I Ecuador er alt til salg. Hvis det kan sælges, så bliver det solgt.

De lever i et land, som først for nyligt er gået fra at være en bananrepublik til et udviklingsland. Alle kan huske, da valutaen skiftede fra sucres til amerikanske dollars. Dengang betalte min værtsmor, Cecilia, 25.000 sucres for én dollar. Økonomien var i smadder, og det er den stadig. Det er kun olien, der får udviklingen i gang. Den altødelæggende olie, der lokker indianere fra deres gårde til at tjene bedre penge hos olieselskaberne.

De lever på et kontinent, som blev erobret af europæerne i 1400-tallet. Deres historie om nedslagtningen af indianerne er for forfærdelig at tænke på. Diktaturerne, terrororganisationerne og guerillaerne, som fulgte efter uafhængighedskrigene, ødelagde Sydamerika indefra.

Nu er Sydamerika, Ecuador og Quito i udvikling. De blomstrer pga. olie og turisme. Som turist kan jeg komme valsende ind i Ecuador, jeg kan opleve den smukke natur og den spændende kultur, og jeg kan have ondt af befolkningen. Jeg kan købe et tyggegummi af en fattig dreng for 25 cent i bytte for et billede, vise det på min blog og sige: ”Se, hvor forfærdeligt de har det i Ecuador”.

Jeg får nemlig lov til at rejse hjem igen til et velhavende land, hvor verdens lykkeligste folk bor.

Advertisements

12 thoughts on “Ecuador #1

  1. Åh, puh, det er en barsk virkelighed. Jeg er flov over at indrømme, at jeg hellere stikker fingrene i ørerne og lader, som om verden ikke ser sådan ud. (Og de stakkels marsvin! 😦 )

    • Det er jo også det nemmeste, og man kan ikke leve sit liv, hvis man hver dag tænker over al den uretfærdighed i livet. Man skal bare huske at sætte pris på de ting, man har, for der er så mange, som har så lidt. Ja, ha ha, de stakkels marsvin blev spist! Mums! 😉

  2. Tak for en god læseoplevelse og naturlivis de smukke billeder. Det er dybt rørende, når man støder på sådan en virkelighed og bare det, at du skriver om det, giver det en lille smule mere opmærksomhed 🙂 Bedste hilsner Nina

  3. Så tog du mig lige på en tur ned af memory lane. Jeg var selv i Ecuador for nogle år siden, hvor jeg boede hos min ecuadorianske veninde. Det var så fascinerende at opleve en kultur så anderledes fra vores. Nogle af de stærkeste minder og indtryk jeg fik var:
    – Komme i natklub og opdage at alle kan salsa
    – Få smoothie hver morgen lavet af stuepigen. Hun er en indiansk kvinde der hvert år tager tilbage til junglen og besøger hendes stamme og så kommer tilbage med en ny silkeabe. De dør hver gang fordi de ikke kan overleve i fangenskab, men hun bliver ved med at prøve.
    – Blive stirret efter fordi man er hvid
    – Låse bilen så snart man sætter sig ind, for tænk hvis nogen prøver at røve ind. Et par år siden skete det faktisk for min ecuadorianske veninde, hvor hun blev truet med en pistol
    – Sætte sin lid til at faldefærdige og hjemmelavede transport muligheder holder. Jeg havde en nærdødsoplevelse da vi skulle over en kløft via en svævebane hvor sæderne var lavet af plastic havestole med en pind over til at holde en på plads.

    • Hej Signe.
      Ja, Ecuador var virkelig et skørt land.
      Jeg kan nikke meget genkendende til salsaen, smoothien (men ikke det med silkeaben, ha ha), stirren, låse bilen og de der transportmuligheder.
      Og så begynder bilerne altid at larme mega meget på de underligste tidspunkter. Mærkeligt. Generelt kører de jo som død og helvede, og hvis man dør i trafikken, ja, så er det ens egen skyld. Det stærkeste indtryk på mig, var helt sikkert de små børn på gaden og i busserne, som solgte slik. Det knuste mit hjerte hver evigt eneste dag.
      Kh Emma

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: